01 PIGERNES TUR TIL EGBL – af Andrea Bach og Isabel Mannemar

Som mange af jer måske ved, deltager vi – 01 pigerne – i turneringen, EGBL (European Girls Basketball League).

EGBL er et stævne for 16 af de bedste hold i Nord Europa/Baltikum/Rusland og det er vi så heldige at være med i.

EGBL er et tredages stævne, hvor man spiller 5 kampe. Det forgår 3 gange i forskellige lande (denne gang var det Letland). Hvis man bliver blandt de bedste hold, er man med i “Superfinal” det såkaldte finalestævne – det er vores endelige mål.

Vi var afsted i dagene 23-26 oktober. Vi fløj tidligt fredag morgen, og landede i Letland ved middag, hvor vi blev fragtet ud til vores hotel. Det var et meget lille fly vi fløj med, så vi fyldte over halvdelen af flyet.

På hotellet blev vi indkvarteret i grupper på 4 forskellige værelser.

Da vi først skulle spille dagen efter, kunne vi slappe lidt af fredag. Vi tog derfor ind i det største storcenter i hele Riga (hovedstaden i Letland), og spiste pizza. Vi fik endda shoppet lidt….

Derefter tog vi tilbage til hotellet, og gjorde klar til at sove. Vi skulle tidligt i seng, da vi skulle spille klokken 10:30 lørdag.

 

IMG_2427

Så blev det endelig lørdag, og vi skulle spille vores første kamp i turneringen nogensinde.

Vi var alle meget nervøse/spændte, men var også maks klar til at give Audentes tæsk. (Audentes er de regerende mestre fra Estland).

Vi var godt forberedt på kampen, vi havde set video af dem osv, så vi vidste hvem vi skulle holde øje med.

Der var en meget fancy optakt, hvor vi blev råbt op, fik taget holdbillede og så fik vi også en goodiebag.

Kampen startede godt, og vi spillede en rigtig flot kamp, indtil 4. periode, hvor det gik knap så godt. Alligevel tog vi den første sejr med os hjem (46-29).

Så var der dømt afslapning på værelset, før vores næste kamp senere samme dag.

Næste kamp var mod Sokolow (som er værterne for det endelige finalestævne) fra Polen.

Vi var trætte og ikke klar oven i hovedet, så vi fik os en forskrækkelse med en meget tæt og rodet start.

Det fik vi dog styr på, og vi endte med at vinde kampen 52-22.

Så var det hjem og se video af vores modstandere næste dag.

Vi skulle RIGTIG tidligt op, fordi vi skulle spille klokken 9:00. Modstanderne var Liepeja, som var et meget brutalt hold, der lavede MANGE fejl – men det var kun til vores fordel.

Vi fik en drømme start, og da de tog timeout, var vi foran 7-0. Vi fortsatte den gode stil hele vejen igennem, og endte med at vinde kampen 62-26 – så vi var et meget glad hold, der indtil nu var ubesejret i puljen.

Næste kamp var mod Ridzene (mestrene fra Letland), som var klart det bedste hold indtil nu. Vi fik en meget tæt start, og efter 2 minutter stod der 4-4. Derefter fik vi mere kontrol over spillet, og førte resten af kampen. Alt i alt, spillede vi en super god kamp, og fik lukket godt ned for deres scorende spillere. Kampen endte med en sejr til os på 47-32.

IMG_2425

Så var det hjem og sove for sidste gang på hotellet.

Næste dag skulle vi igen tidligt op og spille vores sidste kamp mod Saldus.

Vi var klar, men det var de også, så der var kamp til stregen. Det var den mest råbende træner vi nogensinde har set!

I 4. periode trak vi fra, og kampen endte 40-21!

Så var det tid til afslutningsceremoni, hvor vi fik overrakt en kage, pokal og medaljer.

Udover det fik tre spillere fra Åbyhøj individuelle priser.

Det var en fantastisk tur, og vi har en masse gode minder med hjem i bagagen! Tak til vores trænere Peter og Morten og den ene forældre, der heppede på os: Jonas. Nu glæder vi os utroligt meget til at komme afsted igen til januar! Vi har lavet en facebook side, som vi brugte til at opdatere familie og venner, mens vi var afsted – den vil også blive opdateret, når vi tager igen d. 14. – 17. januar. Næste gang skal vi til Saldus i Letland. Facebook siden hedder: Turen går til EGBL. Og I kan også læse mere om turneringen her: eybl.lv. Vi spiller i U15, division 1.

 

FAKTABOKS:

EYBL (drengerækken) og EGBL (pigerækken) har eksisteret siden hhv. 1998 og 2000. 26 nationer deltager i den aktuelle sæson. I pige U15 rækken deltager udover Åbyhøj også BMS fra Danmark.

Fra Finland deltager Honka, som pigerne endnu har en sejr til gode over.

 

Deltagelse i EGBL koster en del. Udover et indgangsgebyr som heldigvis kunne dækkes af opsparing i holdkassen, er der rejseudgifter til hvert stævne. Pigerne arbejder selv for at spare penge til turen med blandt andet salg af lodsedler, småkager, oprydningsopgaver osv. Derudover har pigerne netop fået 20.000 kr. fra Aarhus Idrætsfond. Endelig har pigerne også et par sponsorer – og byder gerne flere sponsorer velkommen. Udover EGBL deltagerne pigerne i den landsdækkende U17 række og deltager i denne sæson også med et hold til Lundaspelen og Scania Cup.

 

01 pigerne trænes af Peter Madsen og Morten Pedersen.

IMG_2426